En af Sydgrønlands markante turistoperatører, Greenland Sagalands i Qaqortoq indkaldte til borgermøde mandag den 10. juni. Innovation South Greenland er glad for initiativet og kan se forskellige udfordringer, som kan forbedres og ændres på.
Pitsi Høegh som driver Greenland Sagalands har holdt borgermøde om krydstogtturisme for borgere i Qaqortoq. Flere mindre turistoperatører, kaffemik holdere, fiskere og fangere, folk fra Innovation South Greenland og borgere mødte op til mødet.
I år (2024) vil 70 krydstogtsskibe anløbe til Qaqortoq, 35 til Nanortalik og 12 til Narsaq. Højsæson for krydstogtskibe er lige om hjørnet og de små og større turistoperatører er ved at forberede sig til højsæsonen. Bare i august forventes der 42.000 passagerer fra krydstogtskibene i Qaqortoq.
Har vi kapacitet til de mange turister og hvordan kan vi sikre at alle får plads i vores smalle veje eller at alle får adgang til Kongebroen, som er den eneste ankomststed til både krydstogtskibenes, Diskolines passagerer og andre turistoperatørs charterbåde?
Det var nogle af emnerne som Pitsi Høegh tog op og diskuterede med interesserede.
Pitsi Høegh er glad for at der kom så mange fremmødte og er åben overfor samarbejde med de andre turistaktører, så de forskellige udfordringer kan løses bedst muligt i fremtiden.
- Vi er blevet enige om at vi samles, så vi kan løse de forskellige udfordringer, som vi hvert år møder. Men jeg vil også understrege at både kommunen og Royal Arctic Line ikke kan undgås, da de er ansvarlige over de forskellige faciliteter, siger Pitsi Høegh, der er ejer af Greenland Sagalands i Qaqortoq.
ISG vil støtte op om løsningsorienterede mål
Innovation South Greenland deltog i mødet og er stolt over at en selvstændig virksomhed tager sådan nogle initiativer.
- På borgermødet så vi, hvordan virksomheder og borgere kan finde fælles forståelse og samarbejde om krydstogtsturismen. Turisterne skaber liv om sommeren og er en vigtig indtjeningskilde for vores lokalsamfund. Vi i Innovation South Greenland vil evaluere på tværs af regionen efter højsæsonen, så vi også i fremtiden kan blive en bedre og mere bæredygtig krydstogtsdestination, siger direktøren hos Innovation South Greenland, Miki Jensen.
Innovation South Greenland vil holde evalueringsmøde for hele turistbranchen, når højsæsonen i 2024 slutter.