UNESCO-Kujataa og Museet i Qaqortoq har i samarbejde med Arnamineq Clasen færdiggjort materieller til skolebørn om UNESCO-områder i Sydgrønland samt om vores historie. Materiellerne vil blive sendt både til bygder, fåreholdersteder og til andre museer i regionen.
Undervisningsmateriale er for både børn og familier, hvor nogle opgaver kan blive løst med familien.
– Det har været vigtigt for mig at gøre vores historie let forståeligt og udvikle håndgribelige opgaver. Samtidig har jeg ønsket at inkludere aktiviteter, der involverer kroppen, så børnene ikke behøver at sidde stille hele tiden, fortæller Arnamineq Clasen.
Arnamineq Clasen er kandidat i kultur- og samfundshistorie fra Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, og har stor viden om landets historie.
HISTORIE FORMIDLET PÅ EN SJOV OG LÆRERIG MÅDE
Materialet kan bruges uden for skolen og er velegnet til skolebørn. Når børnene besøger museet, kan de benytte materialet og få en ny oplevelse af museumsbesøg samt en dybere forståelse af Grønlands kultur og historie.
Undervisningsmaterialet fokuserer på de forskellige kulturer, der har bosat sig i Grønland – lige fra Saqqaq-kulturen til Thule-kulturen. Derudover indeholder materialet også emner som religion, myter og samfundsnormer.
– De yngre børn kan tegne dyr, gamle genstande og tøj fra vores fortid, mens de ældre børn kan researche og lære mere om perioden fra 1721 til i dag. Det har været vigtigt for mig at skabe nysgerrighed blandt børnene, siger Arnamineq Clasen og fortsætter:
– Derfor har jeg især fokuseret på perioden fra Thule-kulturen til Grønland blev en koloni. Men det har også været vigtigt at nævne, hvad der skete i 1953, 1979 og 2009, så børnene får en grundlæggende forståelse af vores nyere historie, forklarer hun.
Materialet er udarbejdet på både grønlandsk og engelsk, så børnene kan udfolde deres kreativitet på begge sprog. Det vil blive distribueret til bygder, fåreholdersteder og museer i Sydgrønland i den nærmeste fremtid.