Nyt stisystem ved Qaqortukulooq kirkeruin under etablering

Et nyt stisystem ved Qaqortukulooq Kirkeruin er under etablering. Stisystemet er bygget udelukkende af lokale materialer som sten, grus, jord og fåreuld. Det skåner det sårbare arktiske miljø og passer naturligt ind i landskabet. Stisystemet er ikke færdig endnu og arbejdet fortsættes til næste år.

Metoden er udviklet i samarbejde med de islandske eksperter fra firmaet Stokkar og Steinar, som har mere end 20 års erfaring med at etablere stier i følsomme naturområder. Medejer Gudjón Krístinsson besøgte Qaqortukulooq første gang i 2020, hvor han var med til at planlægge projektet. Projektet har været undervejs i flere år og blev forsinket af både Covid-19 og arbejdet med at skaffe fondsmidler.

Formålet med stierne er at:

  • Give bedre adgang for ældre og gangbesværede, som ellers har svært ved at færdes i terrænet.
  • Beskytte ruinerne og vegetation mod slid ved at lede besøgende ad faste stier.
  • Give lokalbefolkningen nye færdigheder gennem samarbejde med eksperter.

Lokalt engagement

Unge fra Siu-Tsiu har deltaget aktivt i arbejdet med stien og lært, hvordan man kan bygge med naturens egne materialer.

”De islandske eksperter har oplært os i at bygge stier i naturen, så vi fremover selv kan bruge metoden andre steder. For de unge har det været en særlig oplevelse at være med – og for os har det været et vigtigt skridt i at sikre viden og erfaring lokalt,” siger Park Ranger i UNESCO Kujataa, Arnaq Bjerge, som har stået for projektet.

En del af en større indsats

Stisystemet gør besøget ved Qaqortukulooq Kirkeruin mere tilgængeligt og beskytter samtidig vores verdensarv. Det er første del af et større, flerårigt initiativ, hvor lignende løsninger skal laves flere steder i Kujataa og andre UNESCO-områder i Grønland.

”Stisystemet er et vigtigt skridt i arbejdet med at bevare verdensarven og gøre den tilgængelig for både lokale og besøgende,” siger Arnaq Bjerge.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top