© Innovation South Greenland
For at fejre det særlige samarbejde med familien Egede fra Eqaluit Ilua, så har Pisiffik fået designet unikke poser med familiens billede og logo, så kunderne tydeligt kan se, at råvarerne er dyrket lokalt i Sydgrønland.
“Vi er stolte over at kunne præsentere friske, grønlandske kartofler i vores butikker. Familien Egede har ydet en kæmpe indsats, og vi tror fuldt og fast på deres vision,” fortæller Jesper Kingo Jørgensen, salgschef i Pisiffik Qaqortoq.
En milepæl for grønlandske grøntsager
Allerede i dag er 550 kilo solgt i Qaqortoq, mens 1 ton er på vej mod Nuuk. Og dette er kun begyndelsen – fra næste år vil familien Egede satse fuldt på produktion af både kartofler og majroer, så endnu flere byer kan nyde godt af friske, lokale råvarer. Det betyder at selvforsyning indenfor majroer og kartofler bliver styrket.
“Det er en stor drøm, der begynder at tage form. Vi ser frem til at dedikere os helt til dyrkningen af kartofler og majroer fra næste år. Det bliver en spændende rejse,” siger Arnaq Egede fra Eqaluit Ilua.
De første friske kartofler kan allerede købes nu i Qaqortoq og Nuuk.